Hvad blev der af seksualundervisningen?

seksualundervisning_skilt.png

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes der mangler god seksualundervisning i Danmark. Et oplagt skridt på vejen mod bedre viden om blandt andet seksuel sundhed ville for eksempel være at gøre seksualundervisningen til et obligatorisk fag på linje med matematik og dansk. I skrivende stund er seksualundervisning i den danske folkeskole nemlig kun et obligatorisk emne, som det er op til den enkelte skole at undervise i, i de øvrige fag. Seksualundervisning har med andre ord ikke øremærket tid på skoleskemaet.

Blussende kinder og flamingotissemænd

For mit eget vedkommende tilbage i folkeskolen betød det, at jeg aldrig rigtig tog faget seriøst. Der var ingen forudsigelighed i undervisningen, ingen opgaver, ingen snak om det til skolehjemsamtalerne. “Jeg har bemærket, at Emma har været lidt fraværende i seksualundervisningen." Sagde ingen nogensinde.Jeg husker kun varmen i mine kinder den dag, vi skulle sætte kondomer på tissemænd i flamingo. Og dengang i biologitimen, hvor vi gennemgik menstruationscyklussen, og jeg knapt nok fattede, hvad menstruation var, fordi jeg ikke selv havde fået min, og ingen andre i min omgangskreds turde tale om deres.

Når vi endelig snakkede om sex og kroppen og tissemænd og tissekoner i skolen var det altid med en vis distance, som om det ikke var vores lyster og krop og tissemænd og tissekoner, vi snakkede om.

Hvad gik galt i vores seksualundervisning?

Jeg undrer mig den dag i dag stadig over, hvorfor seksualundervisningen kom til at føles så fjern for mig og de af mine venner, der kan nikke genkendende til samme følelse, når jeg som voksen  har spurgt dem om deres egen seksualundervisning i folkeskolen

.… Måske var der bare ikke nok tid til at komme i dybden med kærester, sex, menstruation, onani, graviditet og hvad der ellers ligger bag det overordentligt brede begreb “seksualundervisning”?

… Måske blev mine lærere også varme i kinderne, fordi de ikke følte sig godt nok klædt på til at undervise 28 præpubertære børn i emner som disse?

… Måske udviklede vi børn i klassen bare en kollektiv modstand over for alt, hvad der føltes bare en lille smule pinligt at tale om og høre på?

Havde der bare været en blog om underlivet...

Jeg skal ikke kunne sige, hvad det var, der gjorde, at seksualundervisningen aldrig blev et hit på Bakkegårdsskolen, hvor jeg kom fra, men jeg ved, at jeg hurtigt stod af. I stedet stod jeg trofast oppe på tanken hver måned i årevis, når det nye Vi Unge udkom, så jeg kunne fordybe mig i magasinets brevkassesider, hvor andre piger som mig stillede spørgsmål om alt det, jeg havde misset i seksualundervisningen eller ikke selv turde spørge om.

Havde man prikket mig på skulderen dengang i 7.Y’s matematiktime og spurgt, om jeg en dag ville starte en blog om menstruation (og andre underlivs- og kønsbaserede emner), var jeg nok blevet endnu mere rød i hovedet, end kondom-på-flamingo-tissemand-øvelsen allerede havde gjort mig. Men jeg skal love dig for, at jeg havde læst the crap out of it, hvis jeg dengang vidste, at den eksisterede…

Forrige
Forrige

5 foruroligende facts om menstruation, du bør kende til

Næste
Næste

Gæsteblog: Jeg har menstruation - og jeg er en mand