Historien om dengang jeg fik en tatovering af en livmoder
Jeg har to livmodere. Ja, den er god nok. Jeg har min “rigtige” livmoder, som sidder lige der, hvor min krop huser resten af mit underliv. Og så har jeg en tatovering af en livmoder på min højre arm.Livmoderen på armen var min første tatovering. Og med min første tatovering mener jeg ikke sådan én, jeg fik i en brandert i Sunny Beach, da jeg var 17. Jeg fik den tværtimod for et par måneder siden i en alder af 22.
Jeg har altid gerne villet prøve at blive tatoveret. Egentlig nok mest bare for at prøve det. Min kæreste har begge sine arme dyppet i blæk, og han har ikke i sinde at stoppe lige foreløbig. Seriøst, han snakker om at få tatoveret en kæmpe diamant, der splintrer, på sin brystkasse. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal have det med dét.
Stort set alle mine veninder har også tatoveringer (dog ikke i diamant-på-brystkasse-kaliber). Selv min mor har flere tatoveringer, end jeg på stående fod kan komme i tanke om. Så hvorfor skulle jeg ikke også få mig en tatovering?
Da jeg endelig fik taget mig sammen, kunne jeg ikke finde et motiv, som jeg følte, jeg ville være glad for resten af livet. Den slags går jo ikke bare lige af igen… Så det blev aldrig rigtig til noget med den tatovering. Lige indtil jeg fik en spontan idé om at få en tatovering af en livmoder en aften efter utallige søgninger på inspirerende motiver på Pinterest.
En hyldest til underlivet
Den lille livmoder passede så fint med min holdning om, at kvinder (også) kan selv. Og så var det en hyldest til mit crazy fantastiske underliv, som jeg i mit voksenliv er begyndt at vise lidt mere respekt end jeg gjorde, da jeg var yngre. Hvis man tænker over det, kan underlivet jo faktisk 3D-printe små, nye verdensborgere. Hvor sejt er det lige?! Jeg kan slet ikke komme mig over det.
Min tatovør var dog ikke helt overbevist, da jeg endelig stod i en tattoo salon med en grov skitse over mit underliv og et stort smil over, at det snart skulle blive til et kunstværk på min krop. Han lignede mest én, der tænkte: “... Så du vil have mig til at prikke din hud sønder og sammen med nål og blæk for DET der?” Han grinede under hele sessionen.
Efter cirka et minuts smertehelvede (ja, jeg er lidt af en… pussy) gik jeg fra tatovøren i en adrenalinrus og en vished om, at nu var jeg en del af klubben med et klistermærke for livet på min krop.
Siden har jeg ikke set mig tilbage.
Det skulle da kun være for at få et glimt af tatoveringen, der sidder bag på min arm som kærlig reminder om, at jeg skal passe på - og glæde mig over - mit underliv. Eller når nogen bag mig spørger, hvad stregerne egentlig skal forestille, og jeg vender mig om og fortæller historien om dengang, jeg fik en tatovering af en livmoder på min højre arm.