Anmeldelse: Menstruationsbind af hamp fra danske Mewalii

Dette indlæg er sponsoreret af Mewalii. Alle holdninger i indlægget er som altid 100 % mine egne.

Indrømmet: Jeg er en bind-pige. Lige siden sundhedsplejersken introducerede mig for det gode, gamle bind med vinger, har jeg trofast rakt ud efter pakken med Libresse hver måned, når jeg har haft menstruation. Det kaldes vistnok brandloyalitet. Men det har langtfra været en bevidst handling. 

Sandheden er, at der ikke rigtig var andet at vælge imellem dengang i 00’erne, da min første menstruation kom. Sådan har det stort set været, siden de første masseproducerede engangsbind kom på markedet i slutningen af 1800-tallet. Innovationen i menstruationsprodukter er mildt sagt gået langsomt. Hvis du ikke tror mig, kan jeg fortælle, at engangsbindet, som vi kender det i dag, fik lim på bagsiden samme år, som den første mand gik på månen!

Fem bemandede månelandinger senere har vi for første gang en ny type engangsbind på markedet, nemlig danske Mewalii. Ved første øjekast ligner bindet de fleste andre menstruationsbind med vinger. Men ulig de fleste andre kommercielle bind på markedet, som enten er fremstillet af bomuld og/eller plastik, består Mewalii-bindet af 70 % hamp. 

Et grønt alternativ til traditionelle bind

Hamp er en plante, der måske først og fremmest vækker associationer til dens euforiserende effekt. Men faktisk er hamp en alsidig afgrøde, som har været dyrket i årtusinder, bl.a. for sine stærke fibre. Hamp er samtidig lidt af en superplante, for den vokser som ukrudt, er modstandsdygtig over for bakterier og svampe og kræver ikke ret meget vand. Sammenlignet med bomuld, som gennemsnitligt bruger 10.000 liter vand til dyrkning af et kilo, har hampeplanten kun for 1000 liter vand til dyrkning af den samme mængde. 

Globalt set står bomuldsproduktionen for 14 % af verdens pesticidforbrug - hamp behøver slet ikke sprøjtegifte. Den er nemlig så robust, at den praktisk talt er økologisk, selv når den ikke er certificeret øko. Det er ret smart, for når det gælder produkter, der skal i nærheden af dit underliv, vil du helst have rene, usprøjtede fibre! 

Bliver du så skæv af at bruge hampebind? Selvfølgelig ikke. Industrihamp, som Mewaliis bind er lavet af, er uden det euforiserende stof THC, så du får ingen skjulte overraskelser -  “kun” plantens stærke, åndbare fibre, som du kan bløde trygt i.

Solid pasform, holdbarhed og komfort

Ud over at være fremstillet af hamp virker bindene fra Mewalii præcis som de fleste andre engangsbind. Du limer dem fast i trusserne, folder vingerne om på bagsiden og skifter løbende, præcis som du er vant til.

Mewaliis bind er cirka lige så store som standard menstruationsbind, og de fylder hverken mere eller mindre i trusserne - med undtagelse af vingerne, der er gjort en tand større, så du mindsker risikoen for, at vingerne river sig løs fra dine trusser og klistrer sig fast til inderlårene i løbet af dagen (kæmpe win!). 

En anden mærkbar feature ved Mewaliis bind er, at de ikke bliver fugtige og indelukkede, når du bløder i dem. Én af grundene til det er - ud over hampens naturlige åndbarhed - at den nederste del af bindene består af biofolie frem for plastik. Biofolien tillader nemlig fugt at fordampe, så huden føles tørrere, selv på de heavy dage. Det betyder også, at jeg ikke føler behov for at skifte bind lige så ofte, og på den måde sparer jeg både pengepungen og planeten for de ekstra ressourcer.

Et engangsbind, du kan stole på

Der kan være mange grunde til, at man ikke kan gå den 100 % bæredygtige vej med sit valg af menstruationsprodukt. For eksempel hvis du har en større kropsvægt, en anden neurotype, sygdom eller smerter i underlivet eller bare befinder dig i fysiske rammer, der ikke tager højde for din menstruation (alle der har prøvet at have menstruation på Roskilde Festival ved, hvad jeg mener her).

Men med Mewalii er det faktisk muligt at gøre noget godt for dig selv og miljøet. Som Frederikke Dahl og Simone Westergaard - de to grundlæggere af Mewalii - siger: “Vi tror på, at hvis alle gør en lille forskel, så betyder det meget i det store hele”.  

De har samtidig gjort det nemt for dig at træffe det gode valg. På Mewaliis hjemmeside kan du nemlig oprette et abonnement på hampebind, så du altid har et bind ved hånden, når behovet opstår. Du vælger selv, hvor mange bind, du skal bruge - og så klarer brevduen resten!

Kort sagt: Mewalii er et oplagt alternativ til klassiske engangsbind med klare forbedringer i indhold og pasform, der gør skiftet til hampebind nemt og komfortabelt. Jeg er fan!

Forrige
Forrige

Forfatter Line Lybecker: “I virkeligheden er sex sjældent pakket ind i rosenblade”

Næste
Næste

5 hacks til at få det bedste ud af dine menstruationstrusser