Forfatter Line Lybecker: “I virkeligheden er sex sjældent pakket ind i rosenblade”
I mit barndomshjem talte vi ikke om sex, og da slet ikke om onani/selvsex. Som mange andre fra min generation (1987) lærte jeg om den slags gennem populærkulturen, og der var aldrig fokus på kvinders lyst, men på renhed. Vi var objekter for manden, og selvom det var spændende, skammede jeg mig når jeg rørte ved mig selv. Især da jeg begyndte at have kærester, var det en stor skam, for nu var jeg ham utro, var jeg ikke? Hvad var der galt med mig når det han gjorde, ikke var nok, eller jeg ikke kunne vente til jeg så ham igen?
Først da jeg var omkring 30 år, indså jeg at selvsex er okay. Jeg blev sikker nok på mig selv til at stille krav til mine partnere, og jeg begyndte med mindre og mindre skam at udforske min krop og mine fantasier.
Jeg er forfatter. I 2016 udkom min debutroman, Mere end veninder, der handler om en lesbisk gymnasiepige, og siden er tre andre ungdomsromaner fulgt efter. I november 2023 udkom min første roman for voksne: Døden kalder – Ulveblod 1. Det er fantasy, og da min ene hovedperson drikker blod, har jeg udfordret mig selv med blodige og eksplicitte sexscener.
Jeg påbegyndte projektet allerede i 2015, og med hver gennemskrivning har romanen rykket sig længere og længere væk fra den sikre grund med "fade to black" når det blev lidt for hedt. Det er det rigtige for historien, men processen har også været en del af min egen rejse mod frigørelse fra egne fordomme og frygt for omverdenens tanker.
Ingen dunkende underliv eller gispende vejrtrækning
Som forfatter har jeg et ansvar. Fiktion påvirker læseren, og noget fiktion tager vi med os længe efter sidste side er vendt, eller lyset i biografen tændes. Det er både det gode og det dårlige vi tager med: det vi kan spejle os i, og det vi føler at vi burde spejle os i.
Hvor mange af os er ikke vokset op med high school-romancer om den første store kærlighed og har troet at de varede happily ever after? Der er som regel ingen sex i de film, og ofte kun et enkelt kys – til sidst. Der er ingen dunkende underliv eller gispende vejrtrækning, og slet ikke når hovedpersonen ligger alene på værelset om natten.
Twilight-sagaen startede den moderne bølge af paranormal romance-titler, og hvor mange har ikke sammen med Bella sukket efter mere end bare et blik fra Edward? Hun vil gerne have sex, men han bliver ved med at sige nej. Lysten er selvfølgelig kamufleret under flere lag af amerikansk censur, og den kristne forfatter lader dem først have sex efter de er blevet gift.
Ideen om at sex er forbeholdt ægteskabets rammer, er giftig og kan skade unge menneskers selvbillede, men noget som Twillight gør godt, er at lade den kvindelige hovedperson faktisk have lyst.
Selvfølgelig har kvinder også sex med sig selv
Sex er en naturlig del af de flestes liv. Om det er for evigt-kærlighed, et one night stand eller med en selv, så har de fleste mennesker behov for sex, og ude i virkeligheden er det sjældent pakket ind i rosenblade og det flakkende skær fra tusind stearinlys – ikke første gang i hvert fald. Og selv med en fast partner kan det være akavet, man kan komme i tvivl, og man kan have brug for bekræftelse bagefter.
I min nye roman har jeg forsøgt at få alt det med: hvordan sex ikke nødvendigvis er planlagt, hvordan det føles når ens kæreste ikke er nået lige så langt som man selv er, og hvordan lyst og romantisk kærlighed ikke altid følges ad.
En ting jeg indså, var vigtig for mig at få med, var selvsex. Det fylder ikke meget i romanen, men jeg ville vise at det er der, og at det er okay. Allerede i starten af skriveprocessen vidste jeg at den mandlige hovedperson skulle onanere. Jeg tænkte at det er normalt for en 28-årig mand der bor alene, men først meget sent slog det mig at hans 20-årige roommate – den anden hovedperson – også må have sex med sig selv.
Jeg er ikke i tvivl om at grunden til at jeg ikke tidligere tænkte på det, er at hun er en kvinde, og selvom jeg selv har onaneret lige så langt tilbage som jeg kan huske, så virkede kvindens selvsex ikke som en lige så stor selvfølge som mandens …
Jeg kalder det i øvrigt selvsex i stedet for onani fordi jeg stadig forbinder ordet ”onani” med noget skamfuldt eller måske snarere upersonligt. Det var det ”de voksne” kaldte det, og det som man ikke gjorde, og som man da slet ikke talte om. ”Selvsex” derimod lyder som rigtig sex hvilket det jo er: sex med en selv.
Vigtigt at kunne spejle sig i litteraturen
Selvom jeg skriver fantasy, er det vigtigt at historien er troværdig, og at karaktererne er realistiske. Mine læsere skal kunne spejle sig i dem og deres relationer til hinanden. De skal være hele personer som træffer realistiske valg – også når det er dumt og destruktivt, og det er kærlighed ofte.
I arbejdet med Døden kalder er jeg dykket ned i det spontane, kropslige behov, men også i de følelser der følger med både før, under og efter – for eksempel eufori, fortrydelse, skam, tvivl, lykke, lettelse, frygt og ensomhed.
Jeg tror at de fleste kan nikke genkendende til en del af de ovenstående følelser, men der er mange af dem som vi ikke taler (nok) om. Skam over sin krop, frygt for at have overtrådt grænser eller ikke at slå til, ensomhed når partneren falder i søvn bagefter … Jeg har udsat mine karakterer for lidt af hvert, og jeg håber at læserne kan spejle sig selv i dem, føle sig set og indse at de ikke er alene eller forkerte med deres følelser.
Det er noget af det vigtigste som litteratur kan, nemlig sætte tanker i gang og skabe forståelse for både en selv og verden omkring en, og som forfatter har jeg et ansvar for at tænke over det. Ord skaber virkelighed, og når fiktionen tør beskæftige sig med virkeligheden som den faktisk ser ud, i stedet for at trække et Hollywood-filter af skam og urealistiske forventninger ned over læseren eller seeren, så kan vores oplevelse af virkeligheden ændre sig, og vi kan se os selv som hele, rigtige mennesker i stedet for at jage uopnåelige idealer om for eksempel krop og (manglende) sexlyst.