Hvorfor det at få støbt min vulva i gips er det vildeste, jeg har gjort for mig selv i år

Hvis du havde spurgt mig, om jeg ville have lavet en gipsafstøbning af min vulva, da jeg var 15 år gammel, var jeg nok brudt ud i nervøs latter og spurgt, om der var en “måske”-mulighed, som på de kærestebreve, man gemte i hinandens madkasser i 2. klasse. Måske havde jeg først spurgt dig, hvad faen du egentlig mener, når du siger “vulva”... Men der er heldigvis sket meget siden dengang, jeg var en usikker, kropsforskrækket teenager.

Da jeg for ikke så længe siden snublede over en profil på Instagram, der udelukkende postede billeder af vulvaer i gips, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at min vulva selvfølgelig også skulle en tur i hænderne på hvem end der bestyrede dén konto. De hvide afstøbninger var ikke kun smukke at se på, de var også utroligt forskellige. Der var vulvaer med kønslæber, der lignede små englevinger og vulvaer med kønslæber, der mindede om store, bløde puder. Nogle vulvaer lignede blomster i forårsvejr, åbne og struttende. Andre så mere hemmelighedsfulde ud. Kort sagt: Der var vulvaer i alle afskygninger. Hver og én lige så unik og fin som den næste.

Kvinden bag profilen, der går under navnet @conjo_jewelry, er 23-årige Amalie Grauengaard, der til daglig læser på Designskolen i Kolding. Hun fik idéen til vulvaafstøbningerne, da en veninde skulle udstille et par øreringe og derfor skulle lave afstøbninger af et øre. Derfra var der ikke langt til de første prototyper, som i dag fylder Amalies Instagramprofil.

Navnet “conjo” er det spanske ord for fisse stavet som en dansker ville udtale det. Det har Amalie Grauengaard valgt, fordi det både siger noget om det, hun laver, men samtidig lyder pænt. Ud fra en nøje udvalgt detalje på hver enkelt gipsafstøbning skaber Amalie efterfølgende et sølvsmykke, som conjoens ejer kan bære, uden at det er synligt for nogen, hvad smykket egentlig forestiller. På den måde bliver smykket skabt i samarbejde med kunden og har sin helt egen historie med hvad end betydning, man som conjo-smykke-bærer ønsker at lægge i det.

En vej til selvaccept

Min egen conjo blev til for en lille måneds tid siden, da jeg i en blanding af nysgerrighed og et anfald af må-eje-vulvagipsafstøbning/halskæde-NU rakte ud til Amalie og inviterede hende på en kop kaffe/interview/gipsafstøbningssession hjemme hos mig.

Her fortalte hun både om sine oplevelser med de mennesker, hun har mødt i forbindelse med projektet, og om de reaktioner hun har fået, siden hun begyndte at lave smykkerne. En god blanding af våde polterabender, et par lumre beskeder fra spanske Instagrambrugere og et rørende øjeblik med en kvinde, der gennem afstøbningen af sin vulva nåede til en accept sin vulvas udseende efter mange års kropslig usikkerhed.

Selvom jeg aldrig selv har været utilfreds eller ked af mit underliv som sådan, var der alligevel noget særligt, ja næsten rebelsk, ved at få lavet en gipsafstøbning af noget så hemmelighedsfuldt som min vulva. Der var noget i mig, en rest af den kultur, jeg er vokset op i, der strittede imod og sagde: “det kan man da ikke!” Men hvorfor egentlig ikke? Underlivet er det mest fantastiske sted på kroppen, en kilde til nydelse og liv. Vi burde være stolte af vores kroppe, og hvis det at få lavet en gipsafstøbning er første skridt på vejen til at hive underlivet ud af skammekrogen og hylde det, ja, så ser jeg ingen grund til ikke at få sig en vulva i gips!

Den bedste unboxing oplevelse

Selve conjoen bliver lavet ved, at man sidder på en stol med en skål med alginat under sig. Alginat er en slags blå væske, som du måske har hørt om, hvis du har været hos tandlægen. Det er nemlig det, som tandlæger bruger til at støbe tænder med. På Amalies kærlige instruktion “sænker” man sit underliv ned i skålen, hvor man skal sidde i fire minutter, mens væsken får konsistens af fimoler. Derved bliver en omvendt afstøbning, også kaldet negativet, af ens vulva dannet, som Amalie efterfølgende fylder ud med gips og polerer i sit studie.

Da jeg modtog min færdige conjo, var det med spændt nervøsitet at jeg åbnede æsken med det færdige produkt. Det slog mig lige pludselig, at jeg før den dag jo aldrig, som i ALDRIG, havde set mit eget underliv forfra før. Alle mine interaktioner med mit underliv har altid været skrævende over et spejl eller ved at føle mig frem, og det gik op for mig, at jeg kun havde en vag idé om, hvordan min vulva egentlig ser ud. Hvad hvis jeg var en dårlig feminist og slet ikke brød mig om, hvordan den så ud, når jeg endelig så den?

Sådan blev det heldigvis ikke. Ved synet af min conjo blev jeg varm i kinderne og helt vildt glad. Ikke kun for det smukke stykke arbejde, Amalie havde lavet, men fordi det på en måde var, som om brikkerne endelig faldt på plads. Her var jeg. Med min vulva i hånden. Så unik og helt perfekt. Ligesom alle de andre, jeg havde set på Instagram.