Det evige dilemma om hår
Jeg har altid været en late bloomer, når det gjaldt mit forhold til kropsbehåring. Som barn af en familie med en overvægt af kvinder i naturlige kroppe, har jeg aldrig tænkt særlig meget over alt det, der er at tænke om, når det kommer til hår. Da min bedste veninde begyndte at få hår andre steder på kroppen som den første af os, ænsede jeg det for eksempel slet ikke.
Først da jeg en sommer i omkring 5. klasse spillede frisbee på stranden med en skoleveninde opdagede jeg, at der var ved at ske noget med min egen krop. Eller rettere, min veninde pointerede overfor mig: “Øhh, du ved godt, du har hår under armene, ikke?” Øhh, nej, det vidste jeg godt nok ikke!
Kropsbehåring, og i særdeleshed hår på kussen, har aldrig sagt mig det store. Og jeg har aldrig forstået dem, der gik højt op i den slags. Hår mellem benene har for mig været lige så naturligt som det hår, jeg har på hovedet. Jovist har jeg kigget på tissekoner i dameomklædningen i svømmeren, men jeg har aldrig tænkt så meget over, om det ene skulle være bedre end det andet. Jeg har bare altid tænkt, at nogle tissekoner havde mere hår, mens andre havde mindre. Ligesom at der findes nogle mennesker, der har utæmmeligt, stort krølhår, mens andre menneskers isser er helt skaldede…
Er hår på kussen nu også OK?
Det var først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg begyndte at tænke over, om det nu også var OK at have hår andre steder end på hovedet. På det tidspunkt var jeg begyndt at fjerne hårene på mine underben og under armene, som jeg kunne forstå var det, man gjorde, når man nåede en vis alder. Men det var egentlig mest for at undgå flere af de der nedladende blikke, som jeg én gang havde fået på stranden, og som havde gjort stort indtryk på mig. Faktisk så meget, at jeg husker, at jeg senere trak nogle piger til side i skolen og spurgte, om de også havde fået hår under armene.
Usikkerheden stoppede ikke der. En eftermiddag tidligt i 1.g var jeg hjemme hos én af pigerne fra min nye klasse. Vi besluttede os for at tage et bad sammen, og der opdagede jeg det så. Hendes tissekone var glat som en nypoleret skøjtebane (OG hun gik med g-streng! Mindblowing!) I mellemtiden var mit eget underliv gemt godt væk bag lange, sortbrune hår.
Jeg vil ikke ligefrem kalde det en 70’er-dusk, for ligesom nogle mænd bare ikke er i stand til at gro et fuldskæg, har jeg aldrig formået at få hverken krøller eller ud-på-lårene-afstikkere “dernede”. Alligevel var der noget angstprovokerende over den skærende kontrast mellem min nye venindes fuldt eksponerede kønslæber og mit eget uspolerede, vildtvoksende underliv, der fik mig til at second guess’e mit forhold til kropsbehåring.
Presset til at fjerne hårene er enormt
Et par dage senere stod jeg hjemme i min egen brusekabine med min mors skraber i hånden og forsøgte at trimme busken uden nogen som helst anelse om, hvad jeg lavede. De tykke hår blev ved med at sætte sig fast mellem barberbladene, og det var et mareridt at at få dem ud. Selvom jeg allerede dengang kunne se, hvor tåbeligt det var at bruge tid på, blev det begyndelsen på en årevis strid med min naturlige kropsbehåring.
For der er altså noget med de hår, der på én eller anden måde ikke skal være der. Enten fordi din veninde siger det, eller fordi en fyr, du er sammen med, hentyder til det, eller fordi pornoindustrien udelukkende viser det, eller fordi [indsæt selv kendis] prædiker det, eller fordi reklameblokken på TV3 har overbevist dig om, at du aldrig bliver en rigtig kvinde, hvis ikke du anskaffer dig det nyeste nye indenfor epilering/barbering/voksning.
Men skal det virkelig være sådan?
Jeg må indrømme, at jeg har været meget i tvivl gennem tiden. Så meget, at jeg engang afbrød en date midt i det hele for at fare ud på badeværelset og barbere halvdelen af mine kønshår af, fordi jeg ikke kunne beslutte mig… Daten endte heldigvis godt, men jeg blev ikke meget klogere!
❤️ hende den ubeslutsomme