En personlig beretning om medicinsk abort

Mit navn er Linea, og jeg vil gerne fortælle om, da jeg fik en medicinsk abort. Det er et emne, som jeg oplever, at der ikke bliver snakket højt nok om, og som har haft betydning for min egen oplevelse med at afbryde en uønsket graviditet. I processen med at få en medicinsk abort er jeg blevet klog på så mange ting - men også ekstremt rystet. Her er min historie.

I foråret fik jeg en kæreste. Fra starten af brugte vi kondom, hver gang vi dyrkede sex. Der sker så det, at kondomet en dag i slut marts ryger af, imens vi har sex. Vi kører med det samme ned og køber en fortrydelsespille og tænker så egentlig ikke mere over det. Men midt i april begynder mine bryste at blive meget ømme, og jeg får menssmerter uden at få mens.

Min menstruation har altid været uregelmæssig, så det undrer mig ikke, at den er forsinket. Jeg nævner det med smerterne og brysterne for min mor, der er jordemoder, og hun råder mig til at tage en graviditetstest. Jeg synes i momentet, at det lyder fjollet, da jeg jo har brugt kondom og taget en fortrydelsespille. Men jeg køber en test, og den viser sig at være positiv. Jeg går helt i chok, ringer til min kæreste, og har heldigvis ham og mine søde forældre til at støtte mig. Ret hurtigt beslutter jeg mig for, at jeg ønsker en abort, da jeg er 20 år og på ingen måde er klar til at få børn endnu.

På dette tidspunkt er jeg ikke kun i chok over, at jeg er gravid. Jeg er i chok over, at jeg har gjort alt for ikke at ende i denne situation og alligevel er det. Jeg begynder at researche på fortrydelsespiller og på, hvordan de fungerer. Jeg finder hurtigt ud af, at den type fortrydelsespiller, som jeg har taget, reelt set ikke har nogen effekt, hvis man lige har haft ægløsning eller snart skal have det. Jeg finder også ud af, at man som alternativ nødprævention kan få opsat en kobberspiral... Tilbage sidder jeg med spørgsmålet om, hvorfor ingen nogensinde har fortalt mig dette!?

Jeg ringer til min læge og fortæller, hvad der er sket. Hun er sød og spørger, om jeg er okay, men kommer dog også med kommentaren: "det ville jeg også have rådet dig til", da jeg bekræfter, at jeg ønsker at få en abort. Hvorfor ville hun råde mig til det? Hun kender jo kun min alder og ikke min livssituation... Jeg bliver efterfølgende henvist til en gynækolog og kommer hurtigt ud til hende og bliver undersøgt. Hun bekræfter, at jeg er gravid, men at jeg må vente en uges tid med at igangsætte den medicinske abort, da jeg er så tidligt i min graviditet, at der ikke er noget i min livmoder, der på den måde kan fjernes endnu.

Den følgende uge er meget mærkelig. Jeg begynder at føle mig mere og mere gravid, jeg får kvalme, og mine bryster vokser yderligere. Mine forældre og kæreste er i denne tid meget støttende, og min mor er så sød at fortælle mig, at jeg ikke skal føle mig presset til at få en abort, og at jeg skal mærke ordentligt efter. Jeg er dog på dette tidspunkt et sted psykisk, hvor jeg slet ikke kan overskue at overveje det; jeg skal bare have en abort.

Ni timer i smertehelvede

En uge efter igangsættes den medicinske abort. Jeg er ved okay mod, da jeg har hørt, at det "bare" bliver lidt slemme menstruationssmerter, og det er jeg vant til. Fredag får jeg pillerne, der skal igangsætte min abort, fra min gynækolog og tager hjem. Jeg indtager hos gynækologen en pille, der skal få min livmoder til at slappe af, og får fire stikpiller, som jeg skal sætte op i skeden morgenen efter. Lørdag morgen er jeg sammen med min mor, storesøster, far og kæreste. Jeg tager de fire stikpiller og smertestillende, og så sætter min kæreste og jeg en film på.

Der går dog kun ti minutter, og så får jeg de værste smerter, jeg nogensinde har oplevet. Det begynder med, at jeg i 45 minutter har smerter nonstop - noget der svarer til en vestorm. Jeg kaster op og er ved at besvime. Min mor, der er jordemoder, bliver meget nervøs og ringer til det nummer, vi har fået af gynækologen, hvis noget skulle gå galt. Hun får fat i en stresset sygeplejerske, der bare siger, at jeg skal huske at trække vejret, så jeg ikke besvimer, men at hun "har lidt travlt, så bliver nødt til at lægge på." Hun spørger ikke engang, hvor meget jeg bløder.

Efter "vestormen" går jeg ind og ud af smerterne i tre timer. Så kommer der endnu 45 minutter i massive smerter med opkast og følelsen af at skulle besvime. Efter det forsætter smerterne med at komme i ryk, og først klokken syv om aftenen, efter ni timer i smerte og store blødninger, er jeg endelig ved at komme ovenpå igen. På det tidspunkt er jeg og min kæreste, der har været hos mig igennem det hele, totalt udmattet. Det er resten af min familie også. Men aborten er ovre. Jeg bløder derefter i halvanden uge, hvilket jeg har fået at vide er normalt.

Min mor og søster, der begge er jordemødre, er rystede. En kvinde i så mange smerter vil normalt få tilbudt både lattergas, epiduralblokade og morfin, men jeg måtte nøjes med Panodiler og Ipren, da det var en medicinsk abort, jeg selv havde valgt, og som foregik i hjemmet. Min mor har efterfølgende haft ekstremt dårlig samvittighed over, at hun ikke ringede 1813 eller på anden måde kontaktede nogen. Men ingen af os, der var til stede under aborten, har nogensinde overværet en abort. Vi antog alle sammen, at det skulle gøre ondt. I dag spørger jeg mig selv: hvorfor?

Jeg er langt fra alene

På Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologis hjemmeside står der, at kvinder, der vælger medicinsk abort, skal tilbydes ca. fire timers observation, fordi nogle få kan opleve svære bivirkninger i form af kraftige smerter og blødning. Det tilbud fik jeg ikke. Til et opfølgende tjek hos min gynækolog fik jeg blot at vide, at "99 % af de medicinske aborter, hun har givet, er gået problemfrit".

Jeg har senere fundet ud af, at jeg ikke er den eneste, der har haft en så voldsom oplevelse med en medicinsk abort. Det er bare ikke noget folk taler særlig højt om. Min mor fortalte min historie i gruppen "jeg er jordemoder" på Facebook. Det kom der mange reaktioner og kommentarer ud af. Over 50 jordemødre kunne fortælle præcis samme eller lignende historier fra bekendte, som havde fået en medicinsk abort.

For nylig gennemgik en af mine egne bekendte det samme som mig. Det undrer mig, at disse historier forbliver i mørket, når 15.000 danske kvinder hvert år aktivt vælger at få en abort, hvoraf størstedelen af dem er medicinsk som min.

Jeg har det heldigvis godt nu. Jeg har fået opsat en kobberspiral af en ny, utrolig sød og dygtig gynækolog, og har været en tur i terapi hos en sød jordemoder ved navn Gry Senderowitz, der selv tilbød sin hjælp, efter at min mor fortalte om vores oplevelser på jordemoderforummet på Facebook. Rent psykisk har tanken om, at jeg har sagt nej til et barn, selvom jeg er sikker på at jeg en dag gerne vil have børn, været hård. Og det har været hårdt for mig at affinde mig med, hvor meget mine grænser er blevet overtrådt af systemet i forbindelse med min abort, både fysik og psykisk.

Fordi min oplevelse har været så grænseoverskridende og smertefuld, har det også været utrolig vigtigt for mig efterfølgende at oplyse om risiciene ved både fortrydelsespiller og medicinsk abort og ens rettigheder i forbindelse med at få en abort. For det er stadig enormt tabubelagt og måske også grunden til, at folk ikke fortæller om deres oplevelser, men bare forsøger at glemme dem.

Er du gravid og i tvivl om abort, kan du få anonym og uvildig rådgivning hos Mødrehjælpen her.