Gæsteblog om PCO(S): »Jeg følte, at min krop havde forrådt mig«
For fem år siden skulle jeg til mit første gynækologbesøg. Jeg havde fået en ny, fast kæreste, og ville gerne have en seriøs snak om præventionsmuligheder, som ikke var p-piller. Gynækologen ville tjekke, om mit underliv var sundt og normalt, bare for en sikkerheds skyld. Det var sundt, men ikke normalt.
”Din højre æggestok har adskillige blærer med æg i. Kan du se det?”
Han pegede på nogle små cirkler på ultralydsskærmen, og jo, jeg kunne godt se blærerne. Men jeg anede ikke hvad det betød. Efter en blodprøve forklarede han så, at jeg ikke producerer nok progesteron, hvilket betyder, at min cyklus ikke fungerer som den bør – æggestokkene frigiver ikke æggene. Jeg var på det tidspunkt ikke helt klar over, hvad det betød for mig, min krop, min fremtid, så chokket kom ikke med det samme. De eneste symptomer jeg havde lagt mærke til indtil da var, at min menstruation kom som den havde lyst til. Jeg vidste faktisk slet ikke, hvad PCOS var, før det besøg ved gynækologen.
PCOS er en hormonel forstyrrelse og får sit navn fra de cyster, der typisk ses på æggestokkene hos kvinder der har det. For fire år siden accepterede jeg ikke diagnosen, jeg netop havde fået. Jeg var sur på min krop, fordi jeg følte, at den havde forrådt mig. Min insulinresistens, som følge af min nyopdagede PCOS, betød jo at jeg var overvægtig – noget jeg havde kæmpet med, siden jeg var barn. Det var gynækologens skyld, for han gav mig diagnosen. Det var mine forældres skyld, de havde jo lavet mig. Det var alle andre kvinders skyld, for de havde jo ikke de samme problemer som mig.
For tre år siden fik jeg et ønske om at få det bedre. PCOS kan jo kureres, ikke? Nej, men det kan kontrolleres gennem rigeligt med motion og sund kost. Som en der altid har hadet motion, fordi det forstærkede idéen om, at min krop var forkert, var det utroligt svært for mig at komme ind i en PCOS-venlig rytme. Sund kost er et nemmere tiltag, men PCOS-diæten handler ikke kun om spidskål og skyr – det er også et spørgsmål om at spise med 2 til 3 timers intervaller, intet tilsat sukker, ingen koffein, masser af sundt fedt. Altså skulle jeg sige farvel til en frihed, som jeg satte meget pris på. Det var ikke særlig lige til, og jeg havde masser af undskyldninger for ikke at gøre det rigtige.
For to år siden fik min krop nok af de hormoner, jeg fyldte den med, i form af de hormonplastre, jeg brugte som prævention. Migræner, vredesudbrud, ustyrlige tårer. Især migrænerne fyldte meget, men min læge tjekkede bare mine vitaminniveauer og sagde, at jeg skulle tabe mig – en besked jeg gang på gang fik i forbindelse med mine besøg hos lægen. Lægen gav mig en recept på migrænepiller. Da jeg stod på apoteket og skulle hente dem, spurgte kvinden bag kassen: ”Bruger du hormonprævention?” ”Ja”, svarede jeg. Hun forklarede så, at hormonprævention kan give migræneanfald, og at jeg burde prøve at tage en pause. Det var et af de bedste råd jeg nogensinde har fået.
For et år siden fik jeg nok. Jeg fik nok af at give andre udefrakommende faktorer skylden, jeg fik nok af at tvinge mig selv til at ”være bedre” i et håb om at min krop på magisk vis ville blive kureret. For det vil den aldrig. Min cyklus vil nok altid vare 3 måneder, min mave vil nok altid være lidt ekstra blød, og mit humør vil altid være styret af den mærkelige sammensætning af hormoner, jeg har som følge af min PCOS. Hvilket er helt okay, fordi det er en del af det at være mig.
At få diagnosen PCOS kan være utrolig frustrerende. Ligesom enhver anden ”kronisk” diagnose, er der en proces omkring accepten af at den. Definitionen af, hvad PCOS er, er i min erfaring vidtrækkende og på ingen måde nem at gennemskue. Der er symptomer, som man typisk forbinder med PCOS, som ekstra hårvækst, forhøjet testosteron, overvægt, uregelmæssig cyklus og, selvfølgelig, cyster på æggestokkene. Jeg har hverken ekstra hårvækst, forhøjet testosteron eller cyster på mine æggestokke, men jeg har PCOS. Og det er slet ikke så slemt, som jeg i første omgang troede.
Af Josephine Kristoffersen, 23.