Kunstner Aya Vedige: “Jeg bruger min menstruation som kreativ kilde”

Foto: Julie Montauk.

Jeg får mareridt, svedeture om natten, mit humør skifter fra glad til vred, til ked af det, til glad, til helt-alene-i-verden-ingen-elsker-mig, til glad igen. 5 dage før min menstruation kommer, dykker mit psykiske helbred og svinger som beskrevet her. Det er en kæmpe forhindring for mig, der gerne vil have spillejobs og være noget for et publikum. Men det har også en positiv side; jeg bliver enormt kreativ og produktiv op til min menstruation. 

Mit navn er Aya Vedige, og jeg er elektronisk komponist, sangskriver og producer. Til hverdag studerer jeg Elektronisk Komposition på Musikkonservatoriet i Aarhus, men jeg fandt først frem til, at kunst og historiefortælling er mine spidskompetencer sent i mit liv. Før jeg kom ind på uddannelsen, boede jeg mange år i Sydamerika, hvor jeg blandt andet var kommerciel model for Coca Cola, jeg læste en bachelor i retorik i København og tegnede i Viborg. 

I øjeblikket er jeg aktuel med min 2. single Low Love. En single, der lige er blevet anbefalet af DR's Karriere Kanonen og bliver spillet i Londons og Berlins radio. Jeg har lige lavet en performance på SPOT Festival, og så kan du læse lidt om mig i Ud&Se med DSB her i maj eller høre min kommende EP ”Bjørnen sover ikke mere”, som udkommer d. 3. juni.

At vælge til – og fra

Som kunstner tænker jeg en del over, hvordan jeg kan være i musikbranchen med min månedlige menstruation, og via samtaler med kolleger ved jeg, at jeg langt fra er den eneste. Det kan være svært at se, hvor jeg fx skal få energien til at stå på en scene og give publikum en oplevelse, når jeg egentlig helst vil ligge i fosterstilling og se serier med min faste varmepudepartner i dagene op til menstruation og mens den står på. Derfor er jeg begyndt at vælge, hvilke dage på måneden jeg vil spille koncerter. Der kan være undtagelser, men overordnet set har jeg valgt, at det er det mest kærlige for mig selv. 

Fungerer det? Som upcoming kunstner vælter jeg ikke bagover af tilbud om koncerter, og for det meste søger man som kunstner selv om at spille et sted. Det kan godt føles lidt trælst, hvis jeg sammenligner mig med mine mandlige kollegaer, der ikke har menstruation, hvor de kan være ude meget mere end jeg kan, men så må jeg stoppe sammenligningerne. For det handler måske ikke om kvantitet, men kvalitet; jeg kan sikkert give noget andet til publikum, når jeg netop husker at tage mine pauser. 

Jeg ved ikke, om branchen kan forstå, at nogle menstruerende har brug for menstruationspauser, og jeg ved samtidig ikke, om et helt publikum kan? Tidligere tænkte jeg ikke på, at jeg kunne indrette min karriere efter min menstruation, og jeg falder stadig i. I april kom jeg fx til at sige ja til at spille en koncert dagen før min menstruation. Det betød helt konkret, at jeg var umotiveret, havde lyst til at aflyse flere gange og havde overhovedet ikke lyst til at øve mig op til koncerten. ”Jeg skal bare igennem det” var mit mantra, og sådan tror jeg mange menstruerende har eller har haft det med arbejde op til eller i forbindelse med deres menstruation. Min egen erfaring siger mig, at det sjældent bliver nogen god oplevelse.

Jeg er ikke perfekt, og når det er en lidt uortodoks måde at køre arbejde og menstruationscyklus på, så prøver jeg også at huske at være venlig over for mig selv, når jeg alligevel falder i og glemmer at tjekke min kalender, før jeg aftaler koncert. Samtidig er jeg også blevet spurgt, om det er fordi jeg er bange for at vise hele mig selv, at jeg ikke vil spille på de her dage; når jeg er træt, gnaven eller ked? For mig handler det ikke om dét, jeg deler både det sårbare og det glade på fx SoMe og til koncerter. Det handler om, at jeg bare ikke har lyst til det, fordi det kræver, at jeg presser mig selv unødvendigt meget.

Mit cykluskompas

Der er før blevet skrevet om, hvordan man kan bruge sin menstruationscyklus til at få et bedre både arbejdsliv og privatliv, fx bragte Politiken en artikel om det for nogle år siden. Efter at have læst artiklen tænkte jeg først “sikke en omgang hippie-crap” og senere, at noget af det virker. Derfor gik jeg i gang med at undersøge mit menstruationsmønster og lave mit eget cykluskompas; "No shame", "Lettelsen", "Cave woman" og "I balance igen". 

Før jeg fandt frem til mit kompas, forstod jeg ikke mig selv. Jeg forstod ikke mine humørsvinger, og jeg vidste ikke, hvorfor der skete forskellige ting i og med min krop. Det er ikke noget, jeg har talt med særligt mange om i min opvækst. Mange af kvinderne i min familie har haft migræne, men det er der ikke blevet talt så meget om. Resten af kvinderne havde det fint, og så var der mig, der nogle gange kastede op og havde det virkelig skidt og humørsvingende depressivt op til menstruation. 

Jeg kendte ingen andre, der havde det sådan, før jeg blev voksen og fik voksenveninder. Måske taler piger mere sammen om menstruation i dag, og måske var det miljøet, jeg var i, hvor vi bare ikke talte om det, men hold da op det var en lettelse at begynde på samtalen. Det var befriende at finde nogen, der ligesom jeg føler sig kastet ind og ud af balance hver måned.

No shame

Min periode op til menstruation kalder jeg ”No shame”, og den varer omkring 5-6 dage. Det er her, at jeg skriver alt det, jeg kan, uden det skam-filter, jeg normalt godt kan have. Det er også lige nu, at jeg sidder og skriver det her blogindlæg, hvor min Clue app skriver ”5 dage til næste menstruation”. Det er lidt grænseoverskridende at skrive om noget, jeg har lært er temmelig privat. I den her periode er jeg dog for træt til at spekulere over, hvad andre vil synes, og det gør, at jeg også bliver lidt ligeglad med, hvad andre synes om mig. 

I den her periode har jeg lagt mærke til, at jeg desuden skriver de bedste sætninger til mine sange, som fx "We tried to kill time - but only time kills" fra min nyudgivne single Low Love. Det er i den her periode, at jeg også “rydder op” i mit liv og følger op. Jeg er i virkeligheden den store kontorchef og -sælger her; jeg skriver opsøgende mails, følger op på mails, ringer og laver de vigtige aftaler med folk. 

Samtidig er det også i den her periode, at jeg har brug for at få talt ud; så enten ser jeg en psykolog eller en veninde og får løsnet op i de psykiske spændinger, jeg får i den her periode. De spændinger, der for mig har bedst af at finde tryghed til at græde med en anden. Det er i den her periode, at jeg vælger ikke at spille koncerter.

Lettelsen og Cave-woman-tid

Efter de her dage med stor kontortid kommer dagen, hvor blodet pibler frem, nemlig "Lettelsen". De psykiske spændinger og tågen i hovedet forsvinder. Samtidig går mit vilde arbejdsmode sig også en rolig, lang tur ved søen. På anden dag er det som om, at nogen slår mig hårdt i underlivet indefra, og derfor skal jeg ingen steder i ”Cave woman"-tid. Tidligere pressede jeg mig selv ved at fortælle mig, at jeg “bare skulle tage mig sammen” og tage i skole eller på arbejde. Det resulterede i opkast og engang en arbejdsgiver på et vikarjob, der hev mig til side og talte alvorsord med mig, fordi hun ikke syntes, jeg lavede nok den dag. Hertil brød jeg grædende sammen og hulkede, at jeg havde menstruation og havde det så dårligt. 

Når jeg tænker tilbage, skulle jeg ikke have sagt ja til den vagt, men det har været rigtig svært for mig at være stærk nok til at tillade mig selv kærlig omsorg. I stedet har jeg brugt mange timer på at være meget urolig for mit kommende arbejdsliv; for hvem ville ansætte en, der var “syg” omkring 3 dage HVER måned? Jeg er vokset op i en meget pligtopfyldende familie, hvor jeg ikke har set min mor være syg mere end 2-3 gange i mit liv og har måttet melde fra på arbejde. Og det ville jeg være nødt til. Jeg var sikker på, at med sådan en humørsvingende tilstand og flere “sygedage” hver måned, ville jeg aldrig kunne have et job. Lad mig lige lade den sætning stå lidt.

At tænke anderledes om menstruation

På trods af at min menstruation er hård og lang hver måned, og at jeg derfor ikke kan være på job nogle dage hver måned, så har jeg lært, at den faktisk er en af mine kreative kilder. Det oplagte ville være at skrive klicheen “at jeg lider for kunsten”. Og det er helt sikkert en kunst at være menstruerende nogle gange. Men i stedet for at være offer for min månedlige smerte og bekymre mig, har jeg valgt at arbejde med mit cykluskompas, som jeg arbejder med dag og nat. Jeg arbejder i de lyse timer og sover i de mørke. 

Engang tog jeg p-piller, som jeg synes, at jeg blev usundt mærkelig af. Mange menstruerende vælger p-piller eller lykkepiller for at slippe for humørsvingende adfærd og smerte, viser forskning. Det fortæller mig, at jeg nok langt fra er alene om at have haft de tanker om arbejdsliv og at kunne indgå i samfundet på ”normal vis”. 

Jeg har valgt at bruge min menstruationscyklus til at være kunstner. Jeg har valgt, at menstruation er en del af mig, som jeg lever med, og en del jeg bruger i mit kunstneriske virke. Selvfølgelig er alle menstruerende forskellige, men jeg håber, at nogle kan blive inspireret af, at jeg deler min historie, til at tænke anderledes om deres menstruation og arbejde med den i stedet for at bekæmpe den.