Padman: Filmen om menstruation verden har ventet på

Vi skulle skrive 2018, før en spillefilm om menstruation ramte det hvide lærred. Padman om en mands kamp for at opfinde et menstruationsbind, som er til at betale for fattige kvinder, krydser græsrodsaktivisme og ægte Bollywood feelgood film - og lykkes mod alle odds. OBS: Anmeldelsen indeholder spoilere!

Da jeg hørte, at der ville komme en film med titlen Padman - altså Bindmand - var jeg ikke i tvivl. Dén måtte jeg se! Om den så var dårlig, kunne jeg altid bruge en film om menstruationsbind til research, tænkte jeg. Heldigvis nød jeg alle 140 minutter af mit livs første Bollywoodfilm, som jeg måtte hele vejen til det mindre eksotiske Baltoppen i Ballerup for at se.

En sand fortælling om en ægte menstruationshelt

Padman er den utrolige fortælling om Arunachalam Muruganantham fra den indiske delstat Tamil Nadu, der begiver sig ud i et årelangt eksperiment for at fremstille et bind, der kan afholde hans kone fra at bruge beskidte klude og avispapir som beskyttelse under sin menstruation. I filmen hedder vores hovedperson Lakshmikant Chauhan, men problemet er det samme: købebindene i Indien er for dyre, og da Lakshmikant, også kaldet Lakshmi, låner penge til at købe en pakke bind til sin kone, så hun ikke skal gå på kompromis med sin sundhed, bliver han sendt direkte tilbage til apoteket for at bytte dem, så familien ikke skal spare på madbudgettet.

Lettere nedslået over det faktum, at hans kone vælger de beskidte klude over sit eget helbred, får Lakshmi en idé. Måske han kan lave bindene selv. Det viser sig dog hurtigt at blive en kompliceret affære. For ikke nok med, at Lakshmi kæmper med at knække koden til de dyre, superabsorberende menstruationsbind, så begynder familien og landsbyen langsomt at vende ham ryggen i skam over Lakshmis insisteren på at blande sig i “kvindernes problem” - et emne, der den dag i dag stadig er ekstremt tabubelagt mange steder i Indien.

Lakshmis absolutte mangel på situationsfornemmelse og fejlslagne forsøg på at finde kvindelige forsøgskaniner til at teste sine hjemmelavede bind driver ham i sidste ende til at eksperimentere på egen krop. Iført et par lyserøde mormortrusser og en blære med dyreblod spændt fast om livet, som leder blodet ned i trusserne via en slange, formår han ikke kun at ende med verdenshistoriens største blodplet i skridtet. Han formår også at udskamme sig selv og sin familie fra landsbyen i sådan en grad, at hans kone til sidst pakker sine beskidte klude og går fra ham.

Middelmådig comedy-drama med et twist

Som du måske allerede har gættet, ender filmen, trods dramatisk konfliktoptrapning og tudemusik, godt. Der går nemlig ikke længe, fra Lakshmi opdager den hemmelige ingrediens, cellulosefibre, til han udvikler en maskine, der kan fremstille hans bind i dusinvis. Og med lidt hjælp fra en veninde, som hjælper ham med at distribuere bindene til kvinder over hele landet, vender Lakshmis held lidt efter lidt. En innovationspris og en tale i FN senere hyldes han pludselig som en konge hjemme i landsbyen. Selv konen vender i sidste ende hjem til den efterhånden hårdtprøvede Lakshmi. Alle er glade, og i et splitsekund ligner Padman enhver anden Bollywoodfilm. Bortset fra, at det er det ikke.

Set fra et dramaturgisk synspunkt, er Padman ikke nogen sindsoprivende filmoplevelse. Skuespillet og replikkerne er OK, men man skal ikke forvente det store. Trods sit meget mærkværdige plot er filmen ekstremt forudsigelig, og pointerne understreges flere steder i sådan en grad, at man til tider må spørge sig selv, om filmen i virkeligheden er henvendt til børn i førskolealderen (Særligt udtalt er det i de få scener, hvor vores kære hovedperson tænker højt i bedste That’s So Raven-stil…).

Når det er sagt, fandt jeg alligevel mig selv underholdt fra start til slut. Det kan jeg blandt andet takke musikken, fotografen og de smukke billeder for, som tilsammen indkapsler en - omend meget forskønnet - sydindisk stemning. Akshay Kumar i hovedrollen som den evigglade, mormortrussebærende Lakshmi er også svær ikke at holde af.

Filmens force er og bliver dog i sidste ende budskabet. For selvom vi skriver 2018, er indisk comedy-drama om den månedlige blødning nok den største præstation ved Padman. For at det ikke skulle være nok, er filmen tilmed instrueret af en mand.

Et vigtigt vidnesbyrd om menstruation

Det er netop filmens evne til at kombinere humor og alvor, der gør, at Padman siver ind hos både mænd og kvinder, indere og ikke-indere. Vi griner med Lakshmi, når han af kærlighed til sin kone gør sig selv komplet til grin med megablodplet i skridtet, og vi føler med hans kone Gayatri, når hun i skam tigger og beder sin mand om at droppe sit ambitiøse projekt. Selvom det er svært som privilegeret dansker at forstå, hvordan menstruation overhovedet kan skabe så stor konflikt i et forhold såvel som et samfund.

Ikke desto mindre er Padman en film, der virkelig rykker. For det hele er ikke bare sjov og menstruationsballade. Det er virkelighed. En virkelighed, som rigtig mange lever hver eneste dag, men som kun de færreste forstår. Alene af den grund anbefaler jeg alle at give filmen et kig, hvis de engang skulle støde på den.

Da filmen var slut, stødte jeg ind i en gruppe unge fyre i biografens foyer. Jeg havde godt bemærket, at de havde fyldt rækken foran mig i biografmørket godt ud, og de ville nu forevige biografoplevelsen, inden de ligesom jeg skulle hjem. Således sluttede min aften som kamerakvinde for 10 fyre, der lige havde set en film om menstruationsbind. Det bedste af det hele? Jeg tror faktisk de hyggede sig. Se traileren til Padman her: