Alt hvad du skal vide om menstruationsdisken: En guide til at komme i gang
Dette blogindlæg indeholder affiliatelinks (markeret som reklamelinks), som betyder, at jeg får en lille kommission for hvert salg, der går gennem linksene. Derfor markerer jeg blogindlægget her som reklame. Holdningerne i blogindlægget er dog helt mine egne.
Du har garanteret hørt om menstruationskoppen, men kender du også til menstruationsdisken? (reklamelink) Den er, som navnet antyder, en lille flad skål fremstillet af medicinsk silikone, der i praksis fungerer lidt som en menstruationskop. Og så alligevel ikke helt.
For hvor menstruationskoppen fungerer ved at danne et svagt vakuum i den vaginale kanal, virker disken ved at sidde i spænd dybere i skeden, lige under livmoderen, hvor den kan opsamle menstruationsblod i timevis.
Læs med her og bliv klogere på det lille ufo-formede menstruationsprodukt, der langt om længe har ramt de danske butikshylder:
Menstruationskopper vs. menstruationsdisks: Hvad er forskellen?
Selvom både menstruationsdisks og menstruationskopper er genbrugelige og bæredygtige alternativer til klassiske bind og tamponer, er der væsentlige forskelle på de to. Den primære er udseende - og dermed også placeringen. Hvor en menstruationskop fungerer ved at skabe et vakuum, fungerer en disk ved at blive holdt på plads af kroppens anatomi. Kapaciteten er også ofte større i en disk, hvilket gør den ideel til dig, der har kraftige blødninger.
Når menstruationsdisken skal indsættes, folder du den let på midten, så disken bliver tynd og aflang - lidt ligesom en tampon. Herefter føres den dybt ind i skeden og skubbes forsigtigt om bag kønsbenet med en finger. Forestil dig, at disken skal heeelt op og hvile i bunden af den vaginale kanal, lige under livmoderhalsen, hvor blodet kommer ud. Så er du godt på vej! (Forvirret? Tjek min mini-guide til indføring af menstruationsdisk længere nede i blogindlægget her!).
I praksis adskiller de to opsamlingsmetoder sig dog ikke meget fra hinanden. Ligesom menstruationskoppen er de fleste menstruationsdisks lavet af medicinsk silikone, som er kropssikkert, holdbart og nemt at rengøre. Begge metoder kan desuden bruges i op til 12 timer, mærkes ikke, når de sidder korrekt, og før første brug skal de selvfølgelig begge steriliseres ved at koge produktet i 5-10 minutter for at sikre optimal hygiejne. Er du gammel kopbruger, er du med andre ord allerede godt klædt på til at gå i gang med at prøve en menstruationsdisk.
Fordi en menstruationsdisk ikke skaber vakuum på samme måde som en menstruationskop gør, kan den også være en fordel for dig, der bruger spiral eller har en bagoverbøjet livmoderhals. De fleste læger anbefaler, at du venter mindst to cyklusser efter opsætning af spiral, før du benytter en menstruationsdisk eller -kop. Det skyldes, at din spiral er lidt mere tilbøjelig til at rykke sig i løbet af de første seks uger efter indsættelse. Du kan desuden tale med din læge eller gynækolog om at få klippet snorene på din spiral lidt kortere, hvis du gerne vil undgå at få fat i dem i forbindelse med brug af kop eller disk.
Menstruationsdiskens unikke feature: Selvtømning!
Fraværet af et vakuum ved brug af menstruationsdisk betyder, at du med lidt øvelse kan lære at “selvtømme” din disk, mens du har den i, uden at skulle have fingrene op og rode rundt for at tage den helt ud. Lad mig forklare.
Når du går på toilettet for at tisse, slapper dine bækkenbundsmuskler automatisk af, hvilket kan få disken til at vippe en smule og lade noget af blodet løbe ud i toilettet. På samme måde kan en aktiv opspænding af bækkenbunden, mens du sidder på toilettet, få disken til at skifte position og tømme sig delvist. Nogle kalder dette for “selvtømning”, fordi de ved hjælp af deres bækkenbund kan tilte disken og tømme indholdet uden at tage den helt ud. Det kan især være en fordel, hvis du bløder meget.
Jo mere du vænner dig til at bruge menstruationsdisk og får kontakt til musklerne, der holder den på plads, jo mere kontrol vil du typisk opleve med selvtømning. Et tip herfra: Husk at sikre, at disken sidder korrekt, når du er færdig på toilettet - det kan du nemt gøre ved at skubbe den forsigtigt på plads igen med en ren finger.
Menstruationsdisk og sex under menstruation
Menstruationsdiskens flade design har også en anden skjult fordel: Nemlig at den også kan bruges under sex. Yes, du læste rigtigt: Fordi menstruationsdisken sidder dybt i skeden, står den ikke i vejen for eventuel penetrationssex, skulle lysten opstå (og det gør den jo indimellem!). Det betyder, at du med en menstruationsdisk i kan dyrke sex under din menstruation helt uden at fjerne dit menstruationsprodukt - og derfor kan undgå et hyr med håndklæder og rengøring efter sex.
I USA, hvor menstruationsdisken har været på markedet i flere årtier, er det faktisk et anerkendt salgsargument for den lille disk, at den kan bruges til “mess free period sex”. Mange vælger af samme grund disken til. Skulle du selv få lyst til at prøve sex, mens du bruger menstruationsdisk, så vær dog opmærksom på, at menstruationsdisken ikke fungerer som prævention, og at du derfor stadig bør bruge et godkendt præventionsmiddel, hvis du har penetrationssex med en person med penis og ikke ønsker at blive gravid (og det var mor <3).
Som du kan se, har menstruationsdisken flere fordele, som gør den til et oplagt alternativt til dig, der af den ene eller anden grund ikke er dus med dens søster, menstruationskoppen - eller som blot ønsker at prøve noget andet.
Som med menstruationskoppen (og alt andet i livet), er det dog kun gennem god, gammeldags trial and error, at du med sikkerhed kan finde ud af, om menstruationsdisken er det rette menstruationsprodukt for dig. Er du blevet nysgerrig? Så prøv disken her (reklamelink).
Når menstruationsdisken er foldet sammen, fylder den ikke meget mere end en almindeligt tampon. Menstruationsdisken fra AllMatters (reklamelink) har én størrelse og er designet til at passe de fleste.
Mini-guide til at indsætte en menstruationsdisk
1) Husk altid at vaske dine hænder, inden du indsætter eller fjerner din menstruationsdisk
2) At finde en position, der fungerer for dig, er afgørende for korrekt indsættelse af din menstruationsdisk Du kan bl.a. stå op med et ben på toilettet, sidde ned på toilettet, som når du skal tisse, eller sidde på hug på gulvet
3) Når du har fundet en stilling, der føles komfortabel, skal du klemme ringen om menstruationsdisken sammen, så disken bliver aflang. Når disken er klemt sammen, fylder den ca. lige så meget som en almindelig tampon
4) Indfør herefter den foldede menstruationsdisk i skeden og skub den så langt tilbage, som du kan. Når du ikke længere kan klemme sammen om disken, skal du bruge din tommelfinger eller pegefinger til at skubbe den nederste del af disken op, så den nu vender vandret i bunden af skeden og støtter sig bag kønsbenet
5) Du kan evt. lave et par squats for at sikre dig, at menstruationsdisken er foldet ud og sidder korrekt efter indføring - øvelse gør mester!