Kunsten at fylde — et essay om skam og seksualitet

Åh, hvor har jeg brugt meget energi på at skamme mig. 

Jeg har skammet mig over mine ben, mine hofter, mine bryster, mine tanker og mine talestrømme. Jeg har skammet mig over at være lidt for tyst og lidt for højtråbende. For feminin til at være stærk og for stærkt til stede til idéen om den stille tradwife. Jeg har skammet mig over mange, mange ting. Men mest af alt har min skam været forbundet til mit køn og til min seksualitet. Over at være for out there og samtidig også over at være for meget grå mus. Over at flirte eller have intimitet med for mange og over ikke at have sex nok. 

Den seksuelle skam har mange ansigter, men den er lige ubehagelig hver gang. Måske fordi den - i hvert fald i mit perspektiv - har alt at gøre med at være til i verden som kvinde. Som den franske filosof Simone de Beauvoir beskrev allerede i midten af 1900-tallet, opdrages kvinder til at internalisere en skam omkring deres krop og deres seksualitet. Og som den amerikanske filosof Judith Butler senere beskrev det i halvfemserne, kan seksuel skam forstås som en måde at disciplinere kvinders kroppe på, så de passer ind i patriarkalske strukturer. Begge dele kan jeg læse mig frem til i mit lille hjørne af feministiske værker hjemme i min stue, og endnu en gang bliver jeg konfronteret med, at jeg kan mærke deres ord i mig selv. 

Længe før jeg læste dem på skrift, har jeg mærket de kloge tænkeres ord helt fysisk i min krop. Jeg mærkede dem, da jeg som skrøbelig tween blev bombarderet med forsider fra diverse ungdoms- og kvindemagasiner, Topmodel-udsendelser, Blockbuster-baskere og diverse produkter målrettet unge piger. Unge piger, som helst skulle udstråle både det uskyldige og det dragende, og som med den rette indstilling og indgreb en dag kunne få lov til at kalde sig en “rigtig” kvinde. Det var kort sagt ikke med vilje, at vi pludselig sad dér i klasselokalet og sammenlignede vores kroppe, holdte vejret og åndede lettet ud, når vores veninder gav os ret i, at “ja, jeg synes også, at du mere ligner et timeglas end et æble”. Frygten for at være et æble har det med at overmande mig fra tid til anden, selv den dag i dag. 

Jeg mærkede Beauvoirs og Butlers ord i soundtracket til min ungdom, hvor diverse (primært mandlige) sangskrivere på alverdens top charts sang om det smukke ved en teenagepiges usikkerhed, og - hvis man var en af de heldige - hendes nyudsprungne bryster. Igen og igen blev jeg mindet om, hvor fantastisk det var at være en mild skønhed, der på trods af sine store øjnes stærke blik ikke kan se sit eget værd, så protagonisten på den hvide hest må være ham, der gennem sin interesse - allernådigst - minder hende om det. I mine teenageår skrålede jeg så ellers med på One Directions “You don’t know you’re beautiful. That’s what makes you beautiful” og tog endnu et lunkent gajolshot. 

Da jeg senere læste til antropolog, lavede jeg et studie af kropsidealer blandt unge kvinder på mit gamle gymnasium. I bund og grund var studiet nok et ønske om at genkalde mig min egen ungdoms ambivalens og forlige mig med den. Jeg havde brug for at se, at der var nogle unge kvinder, der lignede mig, men som var kommet et skridt længere mod den selvsikre kvindelighed, som jeg selv havde søgt men endnu ikke fundet. Overskriften, der stod tilbage ved afslutningen af min undersøgelse, gav mig ondt i maven (og ærligt en lille smule tårer): 

“Det handler om ikke at fylde for meget. Hverken i krop eller tilstedeværelse”. 

Jeg kunne næsten ikke tro det. Gik flere af disse smukke, modige, stærke, sjove, fashionable og kloge kvinder virkelig rundt og tænkte over, at de ikke måtte fylde for meget i det kollektive rum? Ja, det gjorde de. Ligesom jeg stadig kan tage mig selv i at gøre den dag i dag, og ligesom du, kære læser, måske også gør en gang imellem. 

Knockoutet af samfundets krav til mit køn

Andre gange kan man risikere at fylde på måder, der opfylder et behov hos andre, men ikke hos én selv. Jeg minder mig selv om alle de befamlinger, jeg har fundet mig i, på dansegulv fra fremmede mænd, og fra kollegaer, som jeg efterfølgende har skullet arbejde ekstra for at opretholde en kollegial relation til ved kaffemaskinen. Om tvivlen ved at være “kommet til” at lægge op til noget. 

Og på den anden side minder jeg mig selv om kommentarerne og de skæve blikke, jeg har modtaget, hvis jeg har villet en person lidt for meget, for hurtigt eller uden forbehold. Frygten for at være “billig” og for at være “sådan én som man bare kan bruge og smide væk”. Denne frygt blev senest til virkelighed, da jeg var sammen med en kunstner, som efterfølgende fortalte, at hans kæreste ikke lige var informeret om, at han tilbragte aftenen med mig, men at det ikke gjorde noget, for han havde jo blot været sammen med min krop og ikke med mit sind. Jeg skulle forstå, at han jo kunne finde ud af at adskille det - modsat mig. 

Frygten for at være “for nem” har det med at forfølge mig, også den dag i dag. “Der er hende, man boller, og hende, man beholder”, som én fortalte mig en aften, hvor stemningen blev lidt munter. Men jeg grinede ikke. Det at ville nogen lidt for hurtigt, er ofte blevet italesat som et udtryk for manglende selvrespekt hos en kvinde. Som om at det at følge en seksuel eller romantisk drift er det samme som at sige: “jeg er kun det værd, som du vurderer mig til at være, og derefter kan du være ligeglad med mig”. 

Jeg minder mig selv om, at jeg er blevet kvinde i en virkelighed, hvor der er to modstridende troper, som lever i bedste velgående. I det ene ringhjørne: Den kloge og tilbageholdende pige. I det andet: Den dristige og sexede. Og det var så forbandet svært at vælge, hvis man overhovedet havde et valg. Jeg er sikker på, at disse to troper også har ramt dig, kære læser, på et tidspunkt i løbet af dit liv. Og på trods af de seneste års mere frigørende bevægelser, er det stadig svært at være begge dele på én gang. For slet ikke at tale om, at den frigjorte kvindes seksualitet stadig kan vurderes og kommenteres på, uden at hun selv behøver at invitere til det først. 

Selv glemmer jeg ofte, hvem jeg reelt har inviteret til at vurdere min tilstedeværelse, og hvem det egentlig er, jeg inviterer ind i mit sind, når jeg konstant kigger på mig selv med kritiske øjne og selvforbedrende kommentarer. Og endnu værre: Jeg kommer indimellem selv til - uinviteret - at træde ind på andres banehalvdel, når jeg for eksempel ser en anden kvinde og tænker: “Wow, hun er godt nok out there,  hva’?”. Det tror jeg, vi er mange, der gør, selvom det ikke føles rart at indrømme. 

Jeg vil ikke elskes, fordi jeg er smuk

Jeg har mange gange prøvet at sige fra overfor the male gaze og samfundets uskrevne regler for, hvem og hvad, der kan begæres og hvordan. Og alligevel tager jeg mig selv i gang på gang at lægge mig ned, dørmåtte den og vente på, at nogen kommer og tørrer sine fødder af på mig. Som da min veninde godvilligt fortalte mig over en kop stempelkaffe, at jeg egentlig havde bedst af at “basse lidt ned” og ikke kræve så meget opmærksomhed. ”Tak”, hører jeg så mig selv sige. ”Jeg sætter stor pris på din ærlighed”. Men gør jeg i virkeligheden det?

Forstå mig ret. Jeg er da glad for, hvis nogen synes at jeg er smuk. Men hvis andres værdsættelse af mit udseende skal ske på bekostning af min personlighed, vil jeg ikke have den. Jeg har ikke lyst til at blive holdt af på grund af min skønhed. Jeg har brug for at blive elsket på en regnvejrsdag, når min søvn er ødelagt og mine poser under øjnene ikke har set solens stråler i flere måneder. Når jeg en dag har født et barn, og min livmoder er nedsunket, og når jeg lader min oppustede mave udspile mine tætsiddende nederdele. Jeg har brug for at blive holdt af, hvis jeg mister mit hår af stress, og i de perioder hvor mit sexdrive er ligeså tilstedeværende som Donald Trumps samvittighed. 

Jeg har brug for at blive holdt af, når jeg lever som en vulkan, der fra date til date søger at se sig selv gennem udbrud, og når mit crying-in-the-club knald bliver en måde at mærke en indre lille kompromisløshed. Jeg har brug for at blive holdt af, når jeg finder styrke i at danse uden bh, og mine bryster bare skal have lov til at være bryster. Når jeg synger en tand for højt og fortæller platte jokes en gang for meget. Og jeg har brug for at blive holdt af, når jeg pakker mig ind i dyner og lader mine behårede ben gro, til de ligner bjørnepels. 

Åh, hvor har jeg brugt meget energi på at skamme mig. Men, som den franske sociolog Pierre Bourdieu ville sige: Man er ikke forudbestemt til blindt at følge feltets logik. Man kan vælge at spille efter gruppens regler, eller man kan prøve at lave sine egne. 

Med andre ord: Vi behøver ikke finde os i det. Vi kan ændre det, hvis bare vi gør det, sammen.

Med denne lille tekst prøver jeg noget, som jeg har haft svært ved indtil nu. Jeg leverer problemet tilbage til dér, hvor det kom fra. Til patriarker og pestilenser. Og så går jeg ud i verden med troen på, at vores krop er vores krop, og at vi må være lige præcis som vi er.

Jeg vil gerne invitere dig med.

Lad os smide skammen ud. Lad os tage magten tilbage!