Bakteriel vaginose: En overset sexsygdom?

Et nyt studie af bakteriel vaginose kan ændre måden, vi tænker om ubalancen, der rammer hver tredje kvinde.

Hvis du har oplevet at have mere udflåd end du plejer, en mærkelig lugt forneden, eller en diffus svie i underlivet, så har du måske konsulteret Dr. Google og læst om bakteriel vaginose (ofte forkortet BV). BV er en meget udbredt infektion i underlivet, som rammer 1 ud af 3 kvinder. Alligevel er BV stadig lidt af et mysterium. Og nu har et studie publiceret i The New England Journal of Medicine så konkluderet, at BV i virkeligheden bør betragtes som en seksuelt overført sygdom. Så hvad er egentlig op og ned? Lad os se på sagen!

BV er som nævnt en meget udbredt infektion, som på globalt plan rammer 1 ud af 3 kvinder. Sandsynligheden for, at du har prøvet at have det, er altså ret stor (vi har selv været der!). 

Tilstanden skyldes en overvækst af anaerobe bakterier i underlivet, altså bakterier, som ikke behøver ilt for at overleve, og symptomerne er svie, kløe, øget tyndt, hvidt udflåd (særligt efter samleje) og en generende, fiskeagtig lugt. Men BV er tricky, for det er ikke hos alle kvinder, at symptomerne viser sig. Faktisk er det kun halvdelen, der har BV, som samtidig mærker symptomer. Derfor ved mange heller ikke, at de går rundt med en ubalance, som nemt kan behandles. 

Måske du allerede nu panikker en smule og tænker: “Jamen er det så farligt, at have bakteriel vaginose?” 

Den gode nyhed er, at langt de fleste, der får BV, ikke oplever andet end førnævnte symptomer (som - indrømmet - kan være skrækkelige nok i sig selv). Går du længe med ubehandlet BV, kan det dog gøre dig mere sårbar over for at udvikle underlivsbetændelse, ligesom at risikoen for at blive smittet med sexsygdomme såsom klamydia, herpes, gonorre, HPV og HIV stiger en smule. Derudover kan BV give problemer, hvis du er gravid eller prøver på at blive det. Ubehandlet BV kan nemlig øge risikoen for tidlig fødsel eller spontan abort. 

Fordi BV skyldes en overvækst af en bestemt slags bakterier i skeden, behandles den også typisk med antibiotika, som slår bakterierne ihjel. Men selvom antibiotikaen pt er den mest effektive kur mod tilstanden, vender de dårlige bakterier - og dermed også ubalancen - tilbage allerede en uge efter endt antibiotikakur hos op mod halvdelen af dem, som er ramt. 

Det er lige præcis her, at de nye forskningsresultater bliver rigtig spændende. 

Behandling af partnere viser lovende resultater 

Studiet, der siden udgivelsen i marts har gået sin gang i flere internationale medier, er publiceret i The New England Journal of Medicine og er baseret på en undersøgelse af 164 heteroseksuelle, monogame par, hvor den kvindelige partner led af BV. 

I studiet delte forskerne parrene op i to grupper: En gruppe, hvor det kun var kvinden, der skulle tage imod behandling med antibiotika, og en gruppe, hvor begge partnere skulle gå i behandling sammen. På den måde kunne forskerne sammenligne effekten af de to behandlingsstrategier 1:1. 

Allerede inden forsøget blev afsluttet, kunne forskerne se et tydeligt mønster blandt testpersonerne, hvilket ledte til deres banebrydende konklusion: BV kan betragtes som en seksuelt overført infektion, som begge partnere giver videre til hinanden, lød det. 

Studiet konkluderede i forlængelse heraf, at den mest effektive måde at behandle BV er ved at lade begge parter gå i behandling samtidig. Når partneren får både antibiotika som piller og creme, samtidig med at den BV-ramte kvinde bliver behandlet, mindsker det nemlig risikoen for, at kvinden får tilbagefald indenfor 12 uger sammenlignet med den standardbehandling, som bliver tilbudt i dag. 

Det tyder altså på, at der er smartere måder at behandle BV på end den nuværende behandling, som kun fokuserer på kvinden eller den af de to partnere, der har symptomer. 

Alligevel er læger skeptiske over for at kalde bakteriel vaginose for en seksuelt overført infektion. Det skyldes blandt andet, at BV både kan ramme personer, der er seksuelt aktive, og personer, som aldrig har haft sex før. Sammenhængen mellem BV og sex er altså ikke eksklusiv, så at sige. Men den er indiskutabel, takket være forskningen. Så langt så godt. 

Mistænker du BV? Tag en snak med lægen

Tilbage er spørgsmålet, hvad alt det her betyder for dig, der mistænker BV og måske er tyet til Dr. Google i et forsøg på at finde svar. 

Først og fremmest bør du tage en snak med din praktiserende læge. Det er helt ufarligt at få tjekket, og det er vigtigt, hvis du har symptomer – eller hvis du bare har en fornemmelse af, at noget ikke er helt, som det plejer. Symptomer kan nemlig også skyldes andre ting, som kræver behandling. 

Har du en fast partner, og døjer du med tilbagevendende symptomer, kan du eventuelt tale med din læge om, at I begge går i behandling. Det kan være med til at bryde den her “pingpong-effekt”, hvor ubalancen bliver ved med at vende tilbage. Det skal dog siges, at der i skrivende stund endnu ikke er lavet retningslinjer til danske læger på baggrund af det føromtalte studie. Så efterspørger både dig og din partner en behandling, kan I godt have in mente, at lægen ikke nødvendigvis ved, hvorfor I gør det.

Sidst men ikke mindst er det værd at nævne, at selvom studiet kun er baseret på heteroseksuelle par, så er andre par - uanset køn - også i risiko for at overføre BV til hinanden. Det ved vi fra tidligere forskning (på den måde er det ikke noget nyt at kategorisere BV sammen med andre sexsygdomme). 

Vi ved også, at det for mange pars vedkommende forholder sig sådan, at hvis den ene part er smittet, er der stor sandsynlighed for, at den anden også er det. Derfor er det kun godt med mere forskning, så vi forhåbentligt kan få endnu bedre behandlingsmuligheder i fremtiden.

Mathilde Bjerring Eriksen

Mathilde er musiker og antropolog og befinder sig ofte i krydsfeltet mellem kreativitet, projektledelse og mennesker. Her på bloggen skriver hun om alt fra hormoner og PCOS til feminisme og slutshaming.

Næste
Næste

Mathilde lever af sin nøgenhed: »Nude art handler om så meget mere end at stå foran et kamera. Det handler om at stå ved sig selv«