Gæsteblog: Et feministisk manifest for hæmorider

Foto: Christine Vassaux Noe.

Hæmorider er da kun sådan noget som gravide mennesker og tykke mænd får, er det ikke?

Det var i hvert fald det, jeg var overbevist om, da jeg for et par år siden nok måtte erkende, at et blødende og kløende numsehul nok kom med en årsag. Og ligesom med så mange andre fordomme og normer i vores samfund fulgte der faktisk en hel del skam og undren med, før jeg helt forstod, hvad der var med den hæmoride, som jeg erfarede, at jeg havde tildraget mig.

Langt hen ad vejen er jeg en pragmatisk type, så jeg gjorde som enhver god millennial ville gøre – jeg gik direkte på mine sociale medier og spurgte, om andre mon kendte til det samme. Og meget hurtigt viste det sig, at andre, som ikke var hverken gravide eller tykke mænd, havde prøvet det samme. Og også havde oplevet skam over det, fordi de havde samme fordomme som mig.

Efter lidt selvdiagnosticering med hjælp fra Instagram og Doktor Google kontaktede jeg min læge og fik en salve, som efter sigende skulle hjælpe. Det gjorde den også – lidt. Den hjalp på kløen, men nu her et par år senere er min hæmoride altså stadig med mig. Jeg har ikke helt accepteret den som et livsvilkår endnu, men når jeg gør, skal den helt sikkert have et navn.

Som en del af at acceptere min hæmoride som et livsvilkår har jeg læst en masse om det, og hvad jeg har kunne læse mig til, så handler det ikke så meget om hverken at være tyk, mand eller gravid, det handler om toiletvaner og hvorfor man har de vaner, man har. Forstoppelse og at skulle presse meget for at komme af med afføring skulle være primære årsager. 

Og så er det jo at det slår mig at i omegnen af hver 5. kvinde (og jeg forventer næsten, at det må være sammenligneligt for dem der er socialiseret som piger i deres barndom) lider af IBS – irritabel tyktarm – som fører til uregelmæssigt afføringsmønster – ofte med vekslen mellem diarre og forstoppelse – og en følelse af aldrig helt at blive færdig med at skide. Og det må da i høj grad være en risikofaktor for at få hæmorider. 

Så set i lyset af den nye viden, så undrede det mig pludselig ikke, at jeg havde fået en hæmoride, for IBS er faktisk også en del af mit liv. Jeg er så typen, som oftest lider af forstoppelse, og som den millennial jeg er, så tager jeg selvfølgelig min telefon med på toilettet for ikke at dø af kedsomhed!

Det, har jeg så også erfaret, er nok med til at forværre situationen. For at sidde på et toiletbræt med ballerne presset fra hinanden ned i et hul, og det pres der kommer på numsehullet af det, er måske nok ikke lige det allermest skånsomme for hæmoriden. Jeg kan i hvert fald mærke en betydelig forskel, hvis jeg i bare et par dage efterlader min telefon uden for badeværelset.

Det med IBS og hæmorider er også interessant, for IBS er sådan en ting, man ikke helt ved hvad kommer af, men man ved, at det forværres af stress. Og det er sgu da påfaldende, at en tilstand, som er forbundet med stress i så høj grad, rammer dem, der socialiseret som piger uanset deres køn. For mange er det noget, der starter i teenageårene, men for mig kom det først senere. Sådan påfaldende meget samtidig med, at jeg var gået på slankekure, som støt og sikkert blev til en spiseforstyrrelse, hvor jeg sultede mig selv i flere år og efterhånden begyndte at bruge afføringsmidler som en del af min sygdom. 

Spiseforstyrrelsen kom jeg mig over, men det var, som om at mit afføringsmønster og symptomer på IBS ikke rigtigt blev bedre af det. Og det skal nok ses i lyset af et andet problem, som relaterer sig til at have en livmoder. For jeg har endometriose. En anden tilstand, som man forventer, at omkring hver 10. person med en livmoder lider under, og som man faktisk nærmest ikke ved noget om, fordi forskning i sygdomme relateret til livmoder og æggestokke sådan cirka altid har været underprioriteret og -finansieret. 

Jeg er så heldig, at min endometriose har kunne holdes nede med hormonprævention, så siden jeg var omkring 20 år, har jeg været på p-sprøjte, som ellers kan medføre nogle ret trælse langtidsbivirkninger. På et tidspunkt foreslog jeg selv min læge, at jeg måske skulle prøve en p-stav i stedet, men i løbet af noget tid begyndte gener af endometriose at blive værre, og vi forsøgte at skifte til p-piller, som gjorde mig mentalt ustabil, hvilket blev efterfulgt af et år med en hormonspiral, som gjorde, at jeg hele tiden havde ondt og måske også var en væsentlig medspiller i, at jeg gik helt ned med stress. 

Så nu er jeg tilbage på min p-sprøjte, for som min nye læge siger, så kan man alligevel ikke rigtigt afhjælpe tilstanden, så hvis noget virker, så kører vi med det. Selv min læge har givet op. Men perioden uden p-sprøjten har forværret tilstanden for mig, og selvom min IBS dukkede op under spiseforstyrrelse og afføringsmidler, så hænger den helt sikkert sammen med min endometriose. Og når endometriosen er slem, så er forstoppelsen slem, og så skal jeg ellers love for, at hæmoriden nok skal fortælle, at den stadig er med mig.

Men alt taget i betragtning hvorfor er det så, at hæmorider – der kan komme af tilstande, der relaterer sig til at have en livmoder eller være socialiseret som kvinde – er så skamfuldt for netop os? Jeg synes faktisk ikke det er okay!

Fra nu af vil jeg bære min hæmoride med stolthed! For den fortæller faktisk en historie om, at jeg stadig er her! Jeg er i live og kæmper videre i en verden, som ikke tager mig og min krop alvorligt. Jeg nægter at lade mig kue, og jeg ved, at mange andre som mig også har hæmorider af blot at eksistere i en verden, hvor vores kroppe altid er afvigende fra standarden. En verden, hvor alt er testet og tilpasset til kroppe, der ikke ligner vores.

Fra nu af vil jeg fortælle åbent om min hæmoride – som om den var en hædersbevisning af højeste rang. Jeg lever i et patriarkalsk samfund, hvor min krop skal kontrolleres og monitoreres i en sådan grad, at jeg ikke engang tror, at hæmorider er for mig. Men jeg vil ikke finde mig i det! Jeg vil have lov at have hæmorider på fuldstændig samme måde, som mænd må have hæmorider, og jeg nægter at blive set ned på af den grund. 

Jeg vil omskrive Ørkenens Sønners sang til at handle om en kvinde i stedet, og jeg vil synge den højt og med stolthed i stemmen, hver gang snakken falder på hæmorider. Jeg vil tale om hæmorider og normalisere, at det er noget, os med livmodere og som er socialiseret som piger får, fordi det er et kæmpe pres at eksistere i en verden, der ikke passer til os. 

Og som vi ved, så er det presset, der skaber hæmorider, så der er sgu ikke noget at sige til, at den hæmoride er med mig for livet nu.

Jeg tror, hun skal hedde Hæmma!