Nina fik konstateret celleforandringer som 26-årig: »Jeg tror måske, at det ville have føltes mindre farligt, hvis jeg havde vidst mere om det«

Foto: Rasmus Wang

“Du har celleforandringer”. Det er tre ord, som de fleste af os med en livmoder frygter at høre, men som cirka 15.000 danskere alligevel får besked om hvert eneste år. Én af dem er Nina, der som 26-årig fik konstateret celleforandringer efter et rutinemæssigt celleskrab hos lægen. Men hvordan føles det egentlig at få den frygtede besked? Og hvad sker der i kølvandet på diagnosen? Vi har stillet hende 10 spørgsmål om forløbet, så du kan blive klogere her.  

Hej Nina. Fortæl, hvordan det hele begyndte. Hvordan foregik dit forløb? 

Det var lige efter, at jeg var fyldt 26. Jeg er sådan en, der bare gerne vil have ting ud af verden, så jeg bookede den første tid, der var, efter at jeg fik indkaldelsen til mit andet celleskrab. Jeg havde jo prøvet det før til min første screening som 23-årig, så jeg havde en følelse af, at “nåh ja, det er bare det samme som sidst”, fordi der dengang ikke var noget. Så jeg havde slet ikke overvejet, at der kunne være noget denne gang. 

Efter undersøgelsen ringede min læge en dag og fortalte, at de havde fundet nogle celleforandringer, og at jeg skulle undersøges igen et halvt år senere. Han fortalte mig, at det er meget normalt at have celleforandringer, og at der også var en chance for, at de ville gå væk af sig selv i mellemtiden.

Den opfølgende undersøgelse lå lige efter Roskilde Festival, og jeg tænkte for mig selv, at mine celleforandringer nok var gået væk igen. Det viste sig, at det var de ikke. Da lægen ringede med nyheden, lukkede jeg helt ned og tænkte bare: “Fuck mand, er det her noget?”. Jeg var lige begyndt i praktik, og det hele føltes lidt overvældende lige der. 

Fordi mine celleforandringer ikke var gået væk, sagde lægen, at jeg skulle bestille tid til en biopsi. Min kæreste gik i selvsving og læste alt, hvad han kunne finde på nettet om celleforandringer. Han læste for eksempel, at det kan være en god idé at booste sit immunforsvar, så han begyndte at lave alle mulige sunde smoothies til mig. Han blev lidt bange, og det gjorde jeg også. Man kan jo ikke lade være med at tænke: “Har jeg kræft?” og “Hvad kommer det til at betyde for mig?”. 

Efterfølgende tog min kæreste til Japan, og jeg skulle så have taget denne her biopsi. Jeg turde ikke helt google proceduren inden, for jeg synes altid, at Google siger, at man skal dø. Men jeg talte med min lægeven inden biopsien, og han fortalte mig, at de tjekker med livrem og seler, og at jeg ikke skulle være bange. Jeg endte med at tage en veninde med. 

Selve biopsien var lidt en sjov oplevelse. Det var meget sådan op med røven og op med benene i høje holdere. De smurte noget eddike på mig, som lugtede af syltede agurker. Det sved lidt, og jeg skulle hoste, hver gang de tog en prøve. Så lå jeg dér og kunne se de der klumper af mit væv blive sat ned i en lille beholder. Da lægerne var færdige, satte de noget i mit underliv, som skulle stoppe blødningen. Det føltes virkelig underligt, og når jeg tissede efterfølgende kom der noget, der mindede om kaffegrums, ud. 

Gjorde det ondt at få taget biopsien? 

Det gjorde ikke ondt, men jeg var lidt øm bagefter. Jeg kunne godt mærke, at der var nogen, som havde rodet rundt dernede, men det var mere en underlig oplevelse, end det var en scary oplevelse. Jeg havde jo også en veninde med inde, som også kørte mig hjem og hyggede bagefter, og jeg tror, at det hjalp meget. Det havde ikke været rart at gøre det selv. Man er jo bange. Men lægerne var virkelig søde. 

Hvordan var din oplevelse med biopsien anderledes fra dine forestillinger om den, inden du skulle ind til den? 

Jeg tror inden biopsien, at jeg havde forventet, at det ville blive lidt det samme som at få sat spiral op. Min egen spiraloplægning gjorde ret ondt, og ved en biopsi tager de jo et lille stykke af ens væv ud. Men det er åbenbart derfor, at man skal hoste, mens de tager biopsien. Så kan hjernen ikke fokusere så meget på, hvad der sker andre steder i kroppen, og fordi man spænder i maven, når man hoster, kan man ikke mærke det så meget. Det gjorde slet ikke lige så ondt, som jeg havde forestillet mig. 

Hvad fik du ellers at vide af lægerne? 

Jeg fik at vide, at der var tre stadier af celleforandringer, som lægerne ville tjekke for. Hvis mine celleforandringer var lette til moderate, så ville de ikke operere mig endnu på grund af min alder og mit ønske om at få børn. Hvis mine celleforandringer til gengæld var svære, ville de blive nødt til at operere mig for at undgå, at celleforandringerne kunne udvikle sig mere. 

Seks uger efter biopsien fik jeg en besked i min e-boks, hvor der stod, at mine celleforandringer var lette, og at lægerne derfor ikke ville gøre mere for nu, men at jeg fremover skal gå til tjek én gang om året for at holde øje med dem. Så det er her, jeg er nu. På sigt ved jeg ikke, om jeg skal opereres, eller om mine celleforandringer en dag går væk af sig selv.

Hvilke tanker gik der igennem hovedet på dig undervejs i dit forløb?

Jeg tror, at jeg mest var nervøs og bange. Jeg har grædt mange aftener, når jeg lagde mig til at sove. Det værste har faktisk været ventetiden, fra jeg fik at vide, at der var fundet celleforandringer, til jeg endelig fik svar fra biopsien. Katastrofetankerne begynder jo allerede, så snart lægen ringer til én og siger, at man har celleforandringer. Og så skal man så gå og vente på flere prøver, før man reelt ved, hvad det betyder. Det var lang tid at være i venteposition, og jeg gik og var lidt nervøs hele tiden. 

Jeg prøvede samtidig at pakke det lidt ind, fordi jeg ikke ville overreagere. Derfor var det også voldsomt at få at vide efter et halvt års venten, at jeg stadig havde celleforandringer. Når det er ens egen krop, og man ikke ved særlig meget om det, er det altså lang tid at gå og vente på svar. Min egen læge kunne heller ikke rigtig give mig klare svar, fordi han ikke ville love mig for meget. Tænk, hvis han efter mit første celleskrab havde sagt, at alt ville blive fint, når det så ikke blev det… 

Hvad har du været mest nervøs for undervejs i dit forløb?

Jeg havde det ubehageligt med, at det var noget i mit underliv, også fordi at jeg jo gerne vil have muligheden for at få børn på et tidspunkt. Tænk, hvis det betød, at jeg ikke ville kunne få børn. Lægerne på sygehuset var dog gode til at understrege, at selv hvis jeg skulle ende med at blive opereret nu, ville jeg stadig godt kunne blive gravid, fordi det kun er noget af livmoderhalsen, som bliver fjernet ved en operation. Der opstår så en lille risiko for at føde for tidligt, men det er den værste konsekvens efter en operation. 

Lægerne sagde også til mig, at de slet ikke ville være nervøse for at operere mig, fordi jeg var så god og rolig til at få taget biopsien. Jeg tror godt, at de kunne se, at jeg var meget nervøs.

Har du følt dig set og forstået af de mennesker som var omkring dig, og som tog hånd om dig i forløbet?

Ja, det har jeg. Jeg er virkelig glad for min læge, som er meget sød til at se mig som et helt menneske og rumme mig for den jeg er. Jeg bliver ret bange for sygdomme, og jeg kan altid skrive til ham med spørgsmål, så det er dejligt. Inde på sygehuset var de også virkelig søde. Det eneste, som nager mig lidt, er, at de sagde, at de ville ringe til mig med svaret på min biopsi. De ringede aldrig, men jeg fik i stedet svaret i e-boks. 

Jeg er også virkelig glad for, at jeg valgte at have en veninde med til biopsien. Det anbefaler jeg alle i samme situation at gøre, for det hjalp mig med at være mere rolig. 

Hvordan har du det i dag? 

Jeg er mere rolig, fordi jeg ved, at der ikke er mere, jeg kan gøre nu. Men det er da lidt klamt at tænke på, at der måske stadig er celleforandringer i mit underliv den dag i dag. Ud over det har jeg det okay. Jeg føler mig tryg ved at være i systemet, hvor der bliver holdt øje med mig. Nu skal jeg bare til et tjek en gang om året, og jeg har sørget for at skrive det i min kalender, ligesom at der står, når jeg skal bestille tid til tandlægen. 

Jeg synes virkelig, at alle skal blive tjekket og ikke springe deres tjek over. Det tager seriøst 10 sekunder for lægen at lave et celleskrab, og selvom at det er virkelig akavet at ligge med benene oppe i bøjler, så er det meget rart at vide, om der er noget eller ej. Samtidig er det jo virkelig godt at kunne opdage det tidligt, så man kan gøre noget ved det og holde øje med det, inden at det måske bliver slemt. 

Er du vaccineret mod HPV? 

Ja, det er jeg. Så det kom lidt bag på mig, da lægen sagde, at jeg havde HPV og endda to forskellige af den værste slags. Det var lidt voldsomt at få at vide, især fordi jeg ikke ved så meget om det. Men vaccinen dækker åbenbart ikke alle slags HPV, og der er åbenbart over 100 forskellige. Det er nok også derfor, at der er mange, som ikke tager til de her tjek, fordi de ikke ved, at der stadig er risiko for, at man kan få celleforandringer og i værste fald udvikle livmoderhalskræft.

På baggrund af dit forløb, er der så noget du ønsker bliver forbedret i behandlingen af HPV og celleforandringer? 

Jeg kunne godt savne lidt mere info omkring, hvad det betyder for ens sexliv, at man har HPV. Hvad hvis ens kæreste så også har fået det? Hvad betyder det så for ham? Er det noget, som smitter helt vildt, og hvor meget skal man egentlig beskytte sig mod det? 

Det kunne også være rart med noget mere oplysning om, hvor normalt det egentlig er at have HPV. I alle mine venindekredse er der enten nogen, som kender én, der har haft det, eller også er der én, som selv har haft det. Det er ret normalt, men vi snakker ikke rigtig om det, medmindre vi selv får det. 

Jeg har faktisk en veninde, som også har været igennem et forløb, og hvor celleforandringerne gik i sig selv, men hun sagde det ikke til nogen, og jeg tror måske, at hun følte et tabu omkring det. Det tror jeg måske også, at jeg følte til at starte med. Jeg tror måske, at det ville have føltes mindre farligt, hvis jeg havde vidst mere om det.